Nørremarkskirkens Ungdomscenter

I Ungdomscenteret har Vejle KFUM og KFUK lejet lokaler, som de benytter til deres klubber. Desuden bruger  De Grønne Pigespejder lokalerne.
Legestuen og frokostklubben benytter også husets faciliteter. Lokalerne er egnet til børneaktiviteter, og der er indrettet et krearum.

Mulighed for at leje lokalerne
Menighedsrådet lejer lokalerne ud i forbindelse med en højtidelighed i kirken. Det kan være dåb, konfirmation, bryllup og begravelse/bisættelse.

Er du interesseret i at leje lokalerne, så kontakt kirkekontoret for at aftale nærmere om dato, kontrakt og pris. Ring på tlf. 7582 8771 i åbningstiden (se nederst på siden) eller mail til noerremarks.sogn@km.dk

Ungdomscenters historie

I 1960'erne kunne der ikke skaffes penge via den kirkelige ligning til børne- og ungdomslokaler. Nørremarksudvalget, som havde været involveret i kirkebyggeriet, fik derfor som opgave, at samle penge ind til børne- og ungdomslokaler ved kirken. Målet var at skaffe kr. 300.000 gennem indsamlinger, basarer, lotteri og lignende initiativer.

Efter 3 års arbejde viste det sig ikke at være tilstrækkeligt, og man søgte bl.a. Kirkefondet som ydede et tilskud til byggeriet. Også Vejle Kommune blev søgt om et tilskud, og byrådet bevilgede et beløb af samme størrelse, som Nørremarksudvalget havde skaffet til veje. Det blev til et rente- og afdragsfrit lån på 300.000 kr. i 99 år.

Ungdomscenteret blev indviet d. 19. november 1977. og blev fra starten en selvejende institution med egen bestyrelse og økonomi. I 1986 blev Ungdomscenteret overdraget til sognets menighedsråd, som derefter har ansvaret for drift og økonomi.