Kirkens indretning

Fritstående alterbord

Kirkens oprindelige alterbord

Kirkerummet er indrettet med fritstående alterbord, som kan betjenes fra begge sider, et orgel med plads til korsangere, prædikestol og en døbefont. 

Lysene over døbefonten

Elinstallatøren har forklaret, at han havde et tæt samarbejde med kirkens nu afdøde arkitekt Holger Jensen om lysarrangementet over døbefonten, og Holger Jensen gav ham bla. denne forklaring på arrangementet: 'Menneskene levede i sin tid i jordhuler. I disse huler var der et hul i loftet, som kaldtes en lyre. Inde i hytten var der er et ildsted til madlavning og opvarmning, hvor røgen kunne forsvinde op gennem lyren, ligesom lyset kom ned gennem hullet. I hullet var der en rist, der skulle forhindre fugle i at flyve ind i hulen. Det kunne regne gennem hullet i loftet, og når det regnede, kunne man i lysskæret fra ildstedet se regndråberne'.

Efter Holger Jensens opfattelse skal lysene over døbefonten illustrere disse regndråber, som symbolsk falder ned i dåbsfadet som det vand, der bruges ved enhver dåb i kirken.

Lysgloben

Hver morgen tændes det store lys i kirkens lysglobe. Lyset er et symbol på Kristus, der siger: 'Jeg er verdens lys', Johannesevangeliet, kapitel 8 vers 12. Vi tænder vort lille lys ved det store lys; vi får vort lys og vort liv fra Kristus.

Dagen igennem brænder der lys i kirken, som en invitation til at finde stilhed og ro i en travl hverdag og en hjælp til bøn.

Orgel

Nørremarkskirkens orgel er indviet i 1977 og har siden fungeret som kirkens primære instrument i forbindelse med gudstjenester og koncerter. Det er næsten en skulptur i sig selv, fordi det i harmoni med kirkens opadstræbende rum er udformet som et tårn.
Det indeholder orglets mekanik og de ca. 1500 piber, som man kan se et lille udsnit af. Organisten kan spille på to såkaldte manualer - to klaviaturer - som giver mulighed for at kombinere de mange klangmuligheder, som et orgel kan byde på. Med fødderne kan man spille på pedalværket, som oftest fungerer som bas – som musikkens fundament.
Det er bygget og leveret af firmaet Bruno Christensen & Sønner, Tinglev

Kirketårnet

På kirkepladsen er der et fritstående 23 meter højt klokketårn med to klokker. Den første klokke, der er fra 1976 har indskriften fra nadverritualet: 'Opløft jeres hjerter til Herren'. Den anden klokke fik plads i tårnet i 1986, og den bærer en indskrift fra juleevangeliet: 'Se, jeg forkynder jer en stor glæde'.    

Kirkens andre rum
Ud over kirkerummet med godt 200 siddepladser er der i kirkebygningen to konfirmandstuer, en menighedssal, et køkken, to præstekontorer, et kirkekontor, et organistkontor, og i kælderen er der opbevaringsrum.    

Messehagler

Kirken har fire messehagler til brug i henhold til kirkeårets inddeling. Kirkens violette, røde og grønne messehagel er designet af en af sognets beboere og vævet på Tylstrup Væveri. Den hvide messehagel er designet og syet i patchwork af en anden af sognets beboere.