Nørremarkskirken er ’Grøn Kirke’

Menighedsrådet ønsker at Nørremarkskirken bidrager til at forvalte Guds skaberværk med respekt, omsorg og taknemlighed.
På denne baggrund blev der nedsat en 'GRØN kirke'-gruppe i 2017. Gruppen består af kirkeværgen, to personer fra menigheden, samt to kirketjenere. Formålet med gruppen er at opfylde kravene til at blive ’Grøn Kirke’. Gruppen undersøger løbende mulighederne i Nørremarkskirken for at spare, genbruge og reparere de ressourcer, som kirken forvalter. Gruppen har arbejdet med følgende områder:

 

Nørremarkskirkens indsats omfatter bl.a.:

·         Energirenovering af kirkens forbrug af el, varme og ventilation, som kan spare op
 til 1/3 af det nuværende forbrug

·         Kirkens mangeårige samarbejde med venskabsmenigheden Ntoma i Tanzania, 
 som opfylder FN’s Verdensmål om at bekæmpe fattigdom

·         Kirken køber Fair Trade kaffe som støtter et udviklingsprojekt i Nicaragua. Når kaffen
 bliver solgt til kirkens arrangementer, går pengene til venskabsmenigheden i Ntoma

·         Flere overdækkede cykelstativer og en opfordring til at cykle til kirken

·         Fortrinsvis gøre brug af naturens og havens blomster til at dekorere i kirken

·         Flere olielys og færre stearinlys i kirken. De forurener mindre og er billigere

·         Forbedre affaldssorteringen med bl.a. kompostering

·         Genoplade kirkens brug af batterier

·         Genbrug af aviser, salmebøger, stearinlys m.m

 

Som ’Grøn Kirke’ er Nørremarkskirken med i et netværk af kirker, menigheder og kirkelige organisationer i Danmark, der har registreret sig som ’Grøn Kirke’.

 

I sommeren 2018 er Nørremarkskirken den første ’Grønne Kirke’ i Vejle. Den syvende grønne kirke i Haderslev stift, og kirke nr. 196 der er registreret som ’Grøn Kirke’ i Danmark..

 

Det er Danske Kirkers Råd, der står bag certificeringen og opfordring til kirkerne om at yde deres bidrag til at mindske belastningen af klimaet og miljøet.