Medlemskab af Folkekirken

Bliver man døbt i Folkekirken, bliver man samtidig medlem. Det gælder uafhængig af, om man bliver døbt som spædbarn eller som voksen. 

En person, som er udmeldt af Folkekirken efter tidligere at have været medlem, kan blive genoptaget som medlem efter henvendelse til en af sognets præster eller kirkekontoret.

For børn og unge under 18 år er det den person, som har forældremyndigheden, der træffer beslutningen om dåb eller indmeldelse i Folkekirken. Dog skal en person, der er fyldt 15 år, selv give sit samtykke til dåb eller indmeldelse.

Medlemmer fra andre trossamfund
En person, der er døbt i et andet evangelisk-luthersk trossamfund her i landet end Folkekirken, kan blive medlem af Folkekirken ved at slutte sig til en af Folkekirkens menigheder. 

En person, der er døbt i et evangelisk-luthersk trossamfund i udlandet, bliver - uanset sit statsborgerskab - medlem af Folkekirken ved at få bopæl i Danmark, medmindre man selv skriftligt meddeler, at man ikke vil være medlem.

En person, der er døbt i et kristent trossamfund, som ikke er evangelisk-luthersk, kan blive optaget som medlem af Folkekirken. Man kan kun blive optaget, hvis man bor i Danmark, men man behøver ikke være dansk statsborger.

Du kan ikke være medlem af Folkekirken og et andet trossamfund på samme tid. Hvis du slutter dig til et andet trossamfund, bliver du dog ikke automatisk registreret som udmeldt af Folkekirken. Du skal selv give besked til kirkekontoret i dit sogn, så det kan blive registreret i CPR-registret.  

Udmeldelse af Folkekirken

Ønsker man at melde sig ud af Folkekirken kan det ske skriftligt ved at sende en mail til kirkekontoret på
noerremarks.sogn@km.dk. Udmeldelse kan også ske ved, at du personligt møder op hos præsten eller på kirkekontoret.    

For børn og unge under 18 år er det den person, der har forældremyndigheden, der træffer beslutning om udmeldelse af Folkekirken. En person, der er fyldt 15 år, skal selv give sit samtykke til at blive meldt ud.

Det anbefales, at man ved udmeldelse fortæller de pårørende om beslutningen, så de ved, at man ikke er medlem.

Konsekvenser af at melde sig ud af folkekirken
Når man er meldt ud af folkekirken, har man ikke samme ret til kirkelig betjening som folkekirkens medlemmer. Man kan f.eks. kun blive viet i folkekirken, hvis mindst den ene af brudeparret er medlem.

Man kan normalt kun blive begravet eller bisat af en præst i folkekirken, hvis man er medlem.

Ved de fleste kirkegårde er taksterne for gravsteder m.v. højere for personer, der ikke er medlemmer af Folkekirken, end de er for medlemmer.